Nyheder

26. juni 2024

BeregnHandlingNU erstatter Statens Kunstfonds CO2-beregner

Statens Kunstfond lukker deres CO2-beregningsværktøj ned. Kulturens Analyseinstitut overtager stafetten og allierer sig med Bæredygtigt Kulturliv NU, som, foruden gratis adgang til CO2-beregning, tilbyder Kunstfondens brugere hjælp til at lave klimahandlingsplaner, afrapportering, formidling af klimainitiativer m.m. på deres platform BeregnHandlingNU

 

Statens Kunstfonds CO2-beregner, der siden maj 2022 har givet danske kunstnere og kulturaktører mulighed for at måle deres klimaaftryk, er blevet lukket ned.
Det blev meldt ud til brugere af C02-beregneren, at værktøjet afvikles i regi af Statens Kunstfond, og at Kulturens Analyseinstitut overtager stafetten. Fremover henvises brugerne til BeregnHandlingNU, som bygger på samme beregningsmodel som Statens Kunstfond. Det betyder bl.a. at man kan overføre data fra Statens Kunstfond til denne platform - hvis man vil...

Og det kan vi hjælpe med.

BeregnHandlingNU er en gratis platform for kunstnere og kulturaktører, samt kunst- og kulturinstitutioner, som ønsker at arbejde strategisk, nemt og overskuelig med den grønne, bæredygtige omstilling og samtidig måle og reducere deres klimaaftryk.

Hvordan kommer jeg i gang?

Det er gratis at oprette en profil på BeregnHandlingNU og benytte sig af de forskellige værktøjer, der er til rådighed - det kan man gøre via dette link https://beregnhandling.nu/da/opretnybruger

Når man er oprettet, så har man adgang til de forskellige værktøjer, der ligger på platformen. Selvom det hele er gratis og tilgængeligt, kan det stadig være svært og overskueligt at komme i gang med arbejdet. Derfor tilbyder Bæredygtigt Kulturliv NU kurser i klimaregnskab, kommunikation og klimabudgettering, samt skræddersyede strategi- og ledelsesworkshops, medarbejderseminarer og klimasaloner.

Du rækker bare ud, så står vi klar.

Historik

Bæredygtigt Kulturliv NU (tidl. Bæredygtig Scenekunst NU) lancerede i februar 2022 det første CO2-beregningsværktøj til kultursektoren. Det var før Statens Kunstfond kom på banen med sin version. Vores mission for hele kulturbranchen er en samlet CO2-reduktion på 70% frem mod 2030.

Bliv en del af fællesskabet og lad os sammen yde en ekstraordinær indsats for at skabe en fremtid med et bæredygtigt kulturliv.