Alle

LAR-anlæg
Klimaforandringer medfører hyppigere og kraftigere regnskyl, og mange byer har et overbelastet kloaknet, der ikke kan håndtere de øgede vandmængder. Når regnvand blandes med spildevand og ledes til renseanlæg, belaster det både klima og økonomi. Lokal afledning af regnvand – forkortet LAR – er en metode, hvor man i stedet håndterer regnvandet lokalt på grunden, så det ikke sendes ned i kloakken. For kulturinstitutioner med større udearealer, som museer, teatre eller kulturhuse, er der et særligt potentiale for at bidrage til en mere robust og bæredygtig by ved at etablere LAR-anlæg.

Vild med vilje
Kunst- og kulturinstitutioner har ofte udenomsarealer – grønne kroge, stier, gårdrum og “kantstensgrøfter” – som rummer potentiale til at fremme biodiversiteten. I en tid med et accelererende tab af insekter og smådyr, spiller hver kvadratmeter vild natur en rolle. Ved at lade visse områder være "vildt med vilje", giver vi plads til liv. Det betyder ikke rod – men fraværet af konstant vedligeholdelse og anlægsarbejde, som ellers forringer levesteder for mange arter.

Medarbejder-arbejdsdage
Kulturinstitutioner har ofte til huse i historiske bygninger og er omgivet af grønne arealer, som kræver vedligeholdelse og omsorg. Samtidig rummer mange organisationer en skattekiste af fysiske genstande og tekniske faciliteter, som med fordel kan repareres og opgraderes frem for at blive kasseret. Ved at afholde arbejdsdage, hvor medarbejdere og eventuelt frivillige samles om praktiske opgaver, styrkes fællesskabet og den kollektive forståelse for, hvordan rammerne omkring kulturoplevelser bliver til.

Opsaml regnvand
Vand er en knap ressource – også i Danmark. Klimaforandringerne medfører både længere tørkeperioder og mere intensiv regn, hvilket gør det vigtigt at tænke i klimatilpasning og vandbesparelse. Når kulturinstitutioner opsamler og genbruger regnvand til vanding af planter, bidrager de aktivt til at mindske presset på drikkevandsforsyningen og afhjælpe problemer med overbelastede kloakker ved kraftig regn. Samtidig har mange kunst- og kulturinstitutioner grønne arealer, bynære plantebede eller gårdrum, som har behov for vanding i sommerperioden. At bruge regnvand frem for drikkevand til dette formål er både miljømæssigt og økonomisk ansvarligt.

Haveaffald
Når vi rydder op i haver og udendørsområder rundt om kulturinstitutioner, risikerer vi også at fjerne vigtige levesteder for insekter og andre smådyr. Døde træer, grene og nedfaldne blade bidrager til et rigt økosystem, hvor insekter som biller, bier og sommerfugle kan finde føde, ynglepladser og skjule sig. Mange af arterne er truede og har brug for netop den type natur, som vi som mennesker ofte betragter som “rod”. I en tid med biodiversitetskrise er det vigtigt at gentænke vores opfattelse af “pænt og ryddeligt” – også i grønne områder tilknyttet museer, teatre og kulturhuse.

Maling
Maling og lakprodukter kan indeholde stoffer, der er skadelige for både klima, miljø og sundhed. I kulturbranchen bruges maling ofte til scenografi, udstillingsdesign og generelle vedligeholdelsesopgaver. Mange traditionelle produkter indeholder organiske opløsningsmidler, som udleder flygtige organiske forbindelser (VOC’er). Disse bidrager til luftforurening, dårligt indeklima og kan være sundhedsskadelige for medarbejdere og kunstnere, særligt i lukkede produktionsmiljøer indendøre.

Brandhæmmere
Mange materialer i kulturproduktioner – fra scenografi og udstillinger til kostumer og AV-udstyr – er behandlet med brandhæmmere for at opfylde lovpligtige brandsikkerhedskrav. Men mange brandhæmmere indeholder miljø- og sundhedsskadelige kemikalier, der kan frigives til omgivelserne under brug eller ved bortskaffelse. Nogle brandhæmmere er svært nedbrydelige, ophobes ned gennem fødekæden og mistænkes for at være hormonforstyrrende.

Makeup fjerner
Mange makeupfjernere indeholder stoffer, som kan være skadelige for miljøet og for vores sundhed – fx parfume, mikroplast eller opløsningsmidler. Når de skylles ud i vasken, havner de i vores vandmiljø og kan påvirke miljøet negativt. Særligt i kulturbranchen, hvor scenekunstnere og performere ofte bruger makeup dagligt, kan valget af renseprodukter have stor betydning. Ved at vælge miljømærkede makeupfjernere (fx Svanemærket eller EU-Blomsten), sikrer man, at produktet lever op til strenge krav om både sundhed, miljø og kvalitet.

Hygiejne
Rengørings- og hygiejneprodukter som sæbe indgår i dagligdagen på alle kulturinstitutioner – fra toiletter til backstage-områder og caféer. Konventionelle sæber indeholder ofte stoffer, der belaster miljøet og kan være skadelige for både mennesker og biodiversitet. Ved at vælge miljømærket sæbe, såsom Svanemærket og EU-Blomsten, reducerer I institutionens samlede miljøpåvirkning, herunder udledningen af skadelige kemikalier til vandmiljøet.
Pagination
- Forrige side
- Page 4
- Næste side